Ny aftale med Team Danmark

Randers fortsætter med at være en af landets 21 eliteidræts kommuner. Team Danmark og Kommunen forlænger samarbejdet i de kommende fire år til stor glæde og gavn for kommunens mange sports-talenter. Mandag aften godkendte Kultur- og Fritidsudvalget en ny aftale.

Aftalen bliver underskrevet ved en ceremoni mandag den 24. november og løber til udgangen af 2018. Beslutningen om at forsætte Team Danmark samarbejdet kommer meget passende på et tidspunkt, hvor de randrusianske idrætsudøvere sjældent har stået stærkere i billedet og i folks bevidsthed.

Det går strygende for fodbold, håndbold, volleyball og basketball i deres Superligaer, og på den individuelle front har blandt andre Randers Cykleklub af 1910 og Randers Motor Sport markeret sig flot i år.

”Forlængelsen er resultatet af, at vi over en årrække med Morten Arvidsson som elitechef har høstet værdifulde erfaringer og har udviklet strategier, som virker,” siger formanden for kommunens eliteråd, Jan Dich Mortensen, og fortsætter: ”Som jeg ser det, lægges der op til en forbedring af den nuværende aftale. Team Danmark stiller øgede krav til trænernes uddannelse og kvalifikationer, hvilket kun kan gavne talenterne, ligesom der ydes øget ekspertbistand til de unge atleter. En hjælp, der også kan bruges af andre end atleter fra de prioriterede idrætsgrene."


Team Danmark Michael Andersen direktør har flere gange været i Randers for at forhandle den nye aftale på plads

Cyklingen forfremmes

I den nye Team Danmark aftale har fem idrætsgrene og seks klubber fået højeste status af at være såkaldt prioriterede idrætsgrene. Det betyder øget bevågenhed og støtte.

Det gælder fodbold (Randers FC), håndbold (Randers HK og Randers HH), atletik (Randers Freja Atletik), motocross (Randers Motor Sport) og cykling (Randers Cykleklub af 1910). Cyklingen er ny i selskabet. Et stort skulderklap til den hæderkronede klub.

Yderligere fem idrætsgrene har fået såkaldt lokal prioritet og kan derfor trække på fællesskabets ressourcer. Det gælder: Amerikansk fodbold, basketball, volleyball, tennis og badminton.


Et af Randers kommunes mange talenter. Glen Meier fra Randers Motor Sport, som viser lidt af, hvad han kan.

Stolt borgmester

”Med aftalen kan Randers fortsætte sin positive udvikling som sportskommune. Som borgmester er jeg stolt over de mange talenter, vi som kommune er med til at udvikle i samarbejde med Team Danmark. Deres støtte er vigtigt for sporten og for udviklingen af elitesporten i Randers,” siger borgmester Claus Omann Jensen.

Et særligt punkt i den nye aftale er at skabe sammenhæng mellem skolerne og idrætten. Ikke mindst set i forhold til skolereformens krav om øget motion og bevægelser. Her skiller Randers sig ud fra landes øvrige elitekommuner ved generelt at gøre en ekstra indsat for idræt og bevægelse i skolerne 

"Jeg er meget glad for, at det er blevet bemærket, at vi er blandt de førende på området. Vi har igangsat et storstilet uddannelsesforløb for lærere og pædagoger med deltagelse af landets førende eksperter inden for idræt og bevægelse,” tilføjer Claus Omann Jensen.

Som en del af den nye Team Danmark aftale får borgmesteren permanent plads i Eliterådet. Rådet mødes fire gange årligt og tager stilling til spørgsmål, der vedhører Team Danmark samarbejdet og eliteidrætten i Randers.


Josephine Skipper fra Randers Freja Atletik er et af de mange talenter, der kommer til at nyde godt af den nye Team Danmark aftale.

Tekst: Harvy Hansen
Foto Hans Carstens