Sportsfest 2014

Lørdag aften, den 31. januar 2015, blev der overrakt hæder og priser til det randrusianske idrætsliv ved Randers Kommunes Sportsfest 2014. 'Årets Sportsnavn' blev verdensmesteren i Ashihara karate, Oliver Krogstrup. Og 'Talentprisen' gik til Randers FC's Nicolai Poulsen.

På en dag hvor de randrusianske håndboldherre vandt topopgøret 32 – 29 over Nordsjælland og dermed har forbedret deres chancer gevaldigt for at rykke op i ligaen fejrede Randers sine mange idrætshelte. Ved Sportsfest 2014 blev der lørdag aften uddelt priser og hæder til mere end 60 forskellige udøvere fordelt på 15 forskellige sportsgrene. Her i blandt var handicapidrætten også repræsenteret. Der blev blandt andet uddelt hæder for vundne mesterskaber og oprykninger til både individuelle udøvere og hold.

Aftenens store priser var ’Årets Sportsnavn’ og ’Talentprisen’. De gik henholdsvis til Oliver Krogstrup fra Randers Karate skole og Randers FC's Nicolai Poulsen.

'Årets Sportsnavn' er den mest eftertragtede pris af dem alle. Den gives til den Randers atlet - eller det hold - der leverede den største præstation i 2014. Prisen har været på banen siden 1958, og ledsages af en check på 20.000 kroner. Bag kåringen står Randers Amtsavis i samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Randers Talent & Elite. 18-årige Oliver Krogstrup, der fik prisen for 2014, hvor han blev verdensmester i Ashihara karate og kåret til VM-stævnets bedste kæmper.

”Det er totalt overvældende, det havde jeg slet ikke regnet med. Men når man har lagt så mange timer i træningslokalet, som jeg har gjort, så er det bestemt fedt at blive bemærket og få noget igen. Karate er jo ikke så stor en sportsgren i Danmark, så jeg havde nok tænkt, at en af de store sportsgrene som for eksempel håndbold havde fået prisen. Pengene vil jeg bruge til at komme ud at træne i udlandet igen, og det skal jeg for at kunne komme helt til tops,” siger Oliver Krogstrup.

'Talentprisen' bliver uddelt af Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR). Prisen gives til et talent på mindst 15 år der er på vej frem, og som tager sin sport alvorlig. Samtidig skal prisen gives til en idrætsudøver, der vil kunne sætte Randers Kommune på landkortet. 

Med prisen følger, der en pokal og 5.000 kroner, som Randers FC's Nicolai Poulsen stolt kunne modtage. Stortalentet oplevede et forrygende 2014, hvor han blev stamspiller på Randers FC's ligahold og fik debut på ungdomslandsholdet, der til sommer skal spille EM-slutrunde.

 ”Jeg er først og fremmest meget beæret. Det er gået meget stærkt for mig, hvis jeg kigger et år tilbage, så var dette her bestemt ikke noget, som jeg havde regnet med. Men det er lykkes for mig at bide mig fast i min plads på holdet i Randers, og så har jeg jo også været med på U21 landsholdet. Jeg kan bruges prisen til at forsætte linjen, som jeg har lagt, og jeg er meget stolt over at modtage prisen,” siger Nicolai Poulsen

Se alle fotograf Hans Carstens pletskud fra den store festaften

Breddeidræt og legender

Derudover blev der givet en række priser til breddeidrætten og de frivillige. Både fra kommunens folkeoplysningsudvalg og SIKR. 

Ligesom der blev sat fokus på de sportslige legender ved at kåre et nyt medlem af Randers Talent & Elites Wall of Fame. Det blev den tidligere Vorup FB og Randers HK spiller, Merete Møller, som dermed kommer i selskab med cykelrytteren Jørgen Schmidt, Poul motocrosskøreren Mikkel Caprani og bokseren Anita Christensen.

 Merete Møller var en af dansk håndbolds største talenter, da hun i 1997 var med til at vinde verdensmesterskabet for både ungdoms og A-landshold. I alt opnåede hun 37 landskampe og scorede 91 mål.

Randers – en sports-by i udvikling

Aftenen blev indledt af borgmester Claus Omann Jensen, der fastslog at Randers har mange sportslige talenter og derfor også fortsat vil satse på sporten. Det gjorde borgmesteren med en henvisning til den 24. november 2014, hvor Randers Kommune underskrev en ny 4-årig aftale med Team Danmark. ”En aftale, der sikrer at vores mange talenter fortsat kan udvikles i de absolut bedste rammer,” lød det fra Claus Omann Jensen.

Mød alle vindere