Randers Sportsfestival 2015

500 deltog i Randers Sportsfestival. Den første udgave af Randers Sportsfestival blev en succes. Omkring 500 mennesker så på - eller tog del i de mange forskelligartede aktiviteter - i Arena Randers på efterårsferiens sidste dag.

Festivalen, der var arrangeret af Randers Talent & Elite, var et sandt mekka af sjov og spændende sport. De mange børn og unge kunne - blandt meget andet - prøve kræfter med så forskelligartede idrætsgrene som squash, volleyball, floorball, atletik og skak, ligesom flere af de deltagende foreninger leverede flotte opvisninger. Blandt andre de altid populære Randers Cheerleaders og karate-folket.

"Vi kan kun betegne det som en succes, når vi i løbet af dagen fik besøg af mange børn og deres forældre," siger Elitechef i Randers kommune Morten Arvidsson.

"Vi er klar til at gentage succesen næste år, da det er mit klare indtryk, at foreningerne var meget glade for at være med i arrangementet. Det gennemgående træk har været, at de havde en sjov dag med gang i den alle steder. Jeg håber vi kan udvidede konceptet næste år," siger elitechefen, der roser Randers Talent & Elites to praktikanter Jesper Uglebjerg og Søren Nørregaard Jensen for at have gjort et kæmpe arbejde for at få festivalen på skinner.

"Det har været et meget spændende projekt at arbejde med," lyder det fra Jesper Uglebjerg, der glæder sig over, at både foreningerne og publikum var tilfredse "Jeg har ikke mødt en eneste, der ikke vil være med næste år."

Blandt de klubber, der præsenterede deres sportsgren var Randers Badminton Klub : "Ganske enkelt et superarrangementet som vi havde stor glæde af," konkluder Ejnar Jessen fra klubben.

"En fremragende ide, at man kan opleve så mange sportsgrene på samme sted. Jeg håber, at festivalen bliver en fast tradition. Vi havde mange besøgende og flere udtrykte interesse for at komme til prøvetræning. Så alt i alt en rigtig god søndag."

Også blandt de yngre deltagere var der stor begejstring. "Jeg har prøvet otte aktiviteter, der allesammen var spændende, men jeg synes nu at karate var det bedste," lød det fra 7-årige Noah Staal, der uddelte topkarakter til stort set alle faciliteter, ligesom han gav et flot 10-tal til arrangementet som helhed.

"Jeg er sikker på, at jeg også kommer næste år."