OL bryder går trænervejen

Håkan Nyblom, der var tæt på OL bronze, bliver træner i Randers.

Oktober - 2012

En rutineret mand, der betragtes som en af de bedste i verden, er – sådan lidt i al ubemærkethed - startet som træner i Randers. Bryderen Håkan Nyblom, som var tæt på at vinde bronze ved De Olympiske Lege i London, begyndte i forrige uge som træner i atletklubben A.K. Frem.

Brydekarrieren sluttede for den 30-årige Nyblom, da han dybt skuffet forlod den olympiske arena i den engelske hovedstad efter en meget tæt bronzekamp, men heldigvis sagde han ikke helt farvel til den sport som han har dyrket siden han var 5 år og hvor han har været en del af danske elite siden slutningen af 1990erne.

”Jeg har tidligere været eliteansvarlig i det danske brydeforbund og har været med til at skubbe på, så han gik trænervejen,” siger Frank Lambreth Jensen, der har det overordnede ansvar for trænerne i Randers klubben. ”Da han kom ind på trænerskolen i Aalborg, var jeg ikke længe om at få skabt kontakt mellem ham og vores formand Henning Roed."

Et årig aftale

I første omgang har Nyblom og Randers klubben indgået en et årig aftale. ”Håkan er en af tidernes bedste danske brydere. Hans generalieblad er imponerende og vi er naturligvis glade for at have sådan en kapacitet i klubben.

Man kan sige, at han prøver sig af her i Frem, samtidigt med at han får sin træneruddannelse i Aalborg. Fordi man er en god bryder, behøver man ikke at være en god træner, men allerede nu har jeg en fornemmelse af, at han bliver meget værdifuld for os,” siger Frank Lambreth, der sammen med Nyblom udgjorde halvdelen af den danske bryde delegation ved sommerens OL.

”Jeg synes, at han har lagt godt fra land. På den korte tid han har været i klubben, har han været god til at fange niveauet. Det er jo ikke verdensklassebrydere, vi råder over i Randers, men der er 4 på ungdomslandshold og yderligere 2 på udvalgt regionshold. Så vi er på vej."

To gange bronze

Håkan Nyblom var med til sit første OL i Athen 2004, hvor det blev til en 8. plads. Ved EM i 2008 endte han med bronzemedaljen om halsen og det kunststykke gentog han, da der året efter besatte tredjepladsen ved verdensmesterskaberne.

”Teknisk er han er en af de allerbedste. Ikke kun i Danmark, men internationalt ” siger Frank Lambreth. ”Var han fodboldspiller ville han være en verdensstjerne.”

I trænerteamet indgår Håkan Nyblom blandt de folk, der har ansvaret for bryderne over 12 år. De yngste har en af klubbens ildsjæle Nicklas Sørensen træneransvaret for.

Elitechef i Randers Kommune Morten Arvidsson udtrykker sin begejstring over, at det er lykkedes at skaffe Nyblom til byen.

”Han er ikke kun en stor kapacitet indenfor sin sport, men også et forbillede for mange unge.  Han er helt klar en gevinst for A.K. Frem og jeg er overbevist om, at han vil øse af sin erfaring og viden til gavn for brydesportens udvikling i kommunen.”

Tekst: Harvy Hansen
Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark