Christoffer med kuglen

Manden, der sætter danske rekorder ad libitum, blev ved den store Sportsgalla hædret som "Årets Talent" i Randers 2011. En pris, der ledsages af 5000 kr.

Af Harvy Hansen  

At et af landets mest fremgangsrige og lysende atletik-talenter skulle blive kuglestøder, kan man roligt tillade sig at kalde: Lidt af en tilfældighed. Til gengæld har 17-årige Christoffer Mikkelsen fra Randers Freja Atletik på få år præsteret en udvikling som man ellers skal lede længe efter. 

I januar 2010 stødte han 11,85 meter. Siden har han sat personlige rekorder ad libitum og i dag hedder den 18,36 meter, hvilket får eleven i 2. G på Bjerringbro Gymnasium til at drømme om OL deltagelse i 2016 og 2020. Fortsætter han sin imponerende fremgang, synes det på ingen måde urealistisk.

Rekorden blev sat, da han - den 10. december 2011 - tog afsked med 5 kg. kuglen. "Han forbedrede med hele 109 cm. Fra 17,27 til 18,36 meter. Et meget flot resultat, da hans bedste resultat for kun et år siden var 15,63 meter," lød det anerkendende fra  Rene Kvist fra Randers Freja Atletik.

"Christoffer Mikkelsen fortsætter sin spændende udvikling," fastslog Dansk Atletik Forbund på sin hjemmeside. "Resultatet er 23 cm længere end den udendørsrekord, som han satte i juli ved Ungdoms-VM.

"Det spændende talent fra Ulstrup," som forbundet kalder ham, tyvstartede med sit fremtidige arbejdsredskab - 6 kg. kuglen - i Marselisborghallen den 27. december 2011. Det gjorde han med maner, da han sætte dansk ungdomsrekord med 16,45.

Den 16. februar 2012 bevist han, at rekorden på ingen måde var en tilfældighed, da han kom ud på 16,36 meter. Det siger noget om stabilitet.

Næste store konkurrence er de danske indendørs-mesterskaber i Skive den 26. februar.

Dobbelt dansk mester

Udendørs imponerende han i 2011 ved at blive dobbelt dansk ungdomsmester. Ikke kun i favoritdisciplinen, men også i diskoskast, som er en del af hans træningsprogram. Efter den præstation blev han udtaget til det danske U20 landshold, der deltog i kampen årets nordiske mesterskaber. Her testede Christoffer, der var yngste mand i feltet, 6. kg kuglen og satte personlig rekord med 16,23 meter.

Årets Talent 2011

Resultater, der førte til, at Christoffer blev kåret som Årets Talent ved den store Sportsgalla i Skyline Arena den 21. januar 2012. Det var en noget overrasket kuglestøder, der gik på scenen for at modtage prisen. Det var nemlig først, da han ankom til Skyline Arena, at han fandt ud af han var blandt de nominerede.

Som så mange andre drenge havde han prøvet fodbold og badminton, men det fangede ham ikke rigtig. Hans forældre stod imidlertid fast på, at han skulle dyrke en form for sport. Ifølge faren Martin Mikkelsen, der i dag er hans fysiske træner, fik sønnen i første omgang 14 dage til at finde en sportsgren.

"Det skulle ikke gå op i computer alt sammen, men da tiden udløb, havde jeg ikke fundet noget,” fortæller Christoffer med stort smil. "Min far foreslog, at vi startede med atletik. Min første reaktion var, at jeg ikke skulle ud at løbe 1500 meter, men da det var noget med at kaste, blev jeg mere rolig. Min far mente, at kastedisciplinerne passede bedst til min krop og temperament."

Startede i Freja

Christoffer startede med at træne to gange om ugen hos Rene Kvist, Randers Freja Atletik. Han forsøgte sig med alle kastedisciplinerne: Diskos, kugle, hammer, spyd og vægtkast. ”Samtidigt trænede vi en del herhjemme, i Ulstrup” husker Christoffer. "Vi fandt også en god græsmark ved Svømmehallen i Bjerringbro. Folk troede vi var gale.”

Da vinteren kom rykkede de ind i hallen, hvor Christoffer fik kontakt med træneren Tom O. Jensen, der lærte ham det mest basale. Herefter blev spyddet taget væk, men Christoffer trænede fortsat både med hammer og kugle for at lære rotationsteknikken. Det blev belønnet med et DM i kastemangekamp for 16-17 årige i september 2010. Kort tid efter blev kuglen hans foretrukne arbejdsredskab og ind på trænerscenen trådte nu også Simon Stewart, der tidligere havde trænet Joachim B. Olsen.

”Efter nytår satte jeg personlig rekord næsten hver gang jeg stillede op. Jeg kom på talentlandsholdet– og jeg husker tydeligt, at min far græd, da jeg satte en rekord. Det blev en rigtig stor dag, da jeg blev inviteret til DM og stødte 17,74. Jeg glemmer aldrig, at vi kørte gennem København med vinduerne rullet ned og jublede. Hvad sker der, råbte en forvirret mand fra et Cafe-bord? "Vi ses til VM, svarede min far. Fedt.”

Christoffer var nu kvalificeret både til ungdoms-VM og ungdoms-OL, hvilket overgik alle håb, drømme og målsætninger han havde haft blot få måneder tidligere. 

”VM i Lille gik over al forventning. Jeg stødte 18,13, hvilket var et sportsligt højdepunkt. Det foreløbige største øjeblik i min karriere."

OL i Tyrkiet

OL i Trabzon blev en stor oplevelse, men konkurrencen lå lidt for tæt på VM, hvorfor Christoffer ikke fik den optimale træning, hvilket medførte nogle småskader, men han stødte – trods alt - 17,83, hvilket er den foreløbige karrieres næstbedste, men han havde også stor opbakning. Både far, mor, lillebror og 81-årige farmor var med.

Hvad er dine mål og drømme?

"Mit mål er at nå så langt som muligt, at sætte flere danske rekorder og komme med til junior VM i 2013 i Italien. Drømmene er OL i 2016 og 2020 og det tror jeg er muligt, men det kræver hård træning, disciplineret livsførelse og motivation. Vel er det drømme, men for et år siden havde vi ikke turdet tro på, at jeg skulle med til ungdoms VM og OL."

Tal lyver aldring - så stærkt er det gået!

Christoffers imponerende udvikling med 5 kg kuglen:
2010:
9. januar: 11,85 meter
7. marts: 13,05
19. juni 14,09
11. december: 15,13

2011:
8. januar: 15,63
29. januar: 16,31
26. marts: 16,91
3. juni: 17,74
7. juli: 18,13 meter
10. december. 18,36 meter

2012:
Nu gælder det 6 kg kuglen.
I slutningen af december 2011 støder Christoffer 16,45 meter (dansk ungdomsrekord)
Ved det første stævne i 2012 stødte han 16,11 meter.
Ved det næste 16,36 meter.

Kort om Christoffer Mikkelsen

Født 16. april 1994
Kuglestøder
Klub: Randers Freja Atletik
Teknisk træner: Simon Stewart
Fysisk træner: Martin Mikkelsen (hans far), der er tidligere bodybuilder og instruktør på motionscentre.
Christoffer startede i august 2011 i 2. G på Bjerringbro Gymnasium. Bor sammen med sin far og mor og lillebror i Ulstrup.