Seneste skud på stammen

Da Nicolai Poulsen løb på banen for årtiers stærkeste danske U 21 landshold i Tjekkiet, var det endnu en stor anerkendelse af den stilsikre udvikling af fodboldtalenter, som Randers FC har praktiseret i årevis. Faktisk er klubben repræsenteret på samtlige ungdomslandshold.

I sidste uge fik Randers FC spilleren Nicolai Poulsen sin debut på det stærke danske U21 landshold, der har kvalificeret sig til næste års EM-slutrunde. Endnu et skud på stammen af Randers-talenter, der stiger til tops i dansk fodbold.

I sidste sæson blev hele 13 af klubbens spillere - fra U16 til 21 - belønnet med landsholds-pladser og lige nu er der Randers spillere med i billede på samtlige seks ungdomslandshold. Det man kan kalde en bekræftelse på, at talentudviklingen i byens store klub fungerer.

"Vi er også meget tilfredse," siger talentkoordinator og U19 træner, Rasmus Bertelsen "Dog så vi gerne flere faste folk. Som eksempelvis Jacob Dehn, der har været med hele vejen op gennem årgangene, men jeg ser da allerede nu Frederik Lauenborg og Mikkel Kallesøe på U18 samt Behren Rizvic på U17 som etablerede landsholdsfolk og i sidste uge havde vi også Jonas Bager med, da U19 gik videre fra EM-kvalifikations-puljen i Portugal."

På en måde kan man kalde udtagelsen af unge Poulsen, der er så lokal som man kan blive, "lynet fra den klare himmel", da han ikke tidligere har været inde i landsholdsvarmen. På den anden side har han gjort det så godt i Superligaen, at det bestemt ikke kom som en overraskelse i klubben, at han kom på banen i testkampen mod næste sommers EM-værter.

Har leveret flot

"Vi havde en stærk fornemmelse af, at Nicolai ville blive udtaget," siger Rasmus Bertelsen. "De har holdt øje med ham i et stykke tid, hvor han jo virkelig har leveret flot. Spændende at se, om han kan bide sig fast på holdet og repræsenterer Randers ved næste års EM-slutrunde, hvor også Nicolai Brock-Madsen bør komme i betragtning. Der bliver uhyre hård kamp om pladserne, men jeg tror også han har chancen, da han er en anderledes - mere bevægelig og arbejdsom - angriber."

Brock-Madsen understregede sit kandidatur, da han blev matchvinder i U21 landsholdets anden test-match mod Italien. Få minutter før tid sikrede han som indskifter en dansk 1-0 sejr.

Elitechef i Randers Kommune Morten Arvidsson glæder sig over, at Randers kan mønstre to kandidater til et hold som han kalder "det stærkeste i flere årtier", der ved EM-slutrunden også kan spille sig til OL i Brasilien.

"De to gange Nicolai, der begge er lokale gutter - de begyndte i Helsted Fremad IF - er gode eksponenter for FCs vellykkede udvikling af talenter," siger han.

Fodbolden i Randers FC er blandt de fem idrætsgrene - fordelt på seks klubben - der kan nyde godt af, at der er indgået en ny Team Danmark aftale, der også de kommende fire år gør Randers til en af landets 21 eliteidræts kommuner. 

"Vi mærker Team Danmarks blå stempel," siger Rasmus Bertelsen. "Både i den gode dialog vi har med elitechefen og vores tætte samarbejde byens uddannelsesinstitutioner."

Ikke den store stygge ulv

Rekrutteringen af eventuelt kommende top-spillere begynder, når de er omkring 11 år. Her er det mest spillere i nærområdet, der holdes øje med.

"Hvis spillerne er klar til det, tager vi de bedste af dem ind i vores system fra de er 12 år, altså når de er U13 spillere. Det sker i bedste forståelse med de mindre klubber. Det er ikke sådan, at vi er  den store stygge ulv, der støvsuger et helt hold for spillere. Jeg synes, at vi - via FSK, Fodboldsamarbejdet Kronjylland -  taler godt om tingene," siger Rasmus Bertelsen.

"Når det gælder de 14-16 årige er situationen og grænserne anderledes. Her kan spillere fra hele landet komme i betragtning, men vi er naturligvis ikke alene på markedet. Kampen mod storbyerne Aarhus og Aalborg er hård, men her har vi en stærk makker i Elitesportscollege. Det har stor betydning, at vi kan tilbyde spillerne udefra, at de - udover at spille fodbold - kan bo og få en uddannelse i Randers. Man kan starte med 10. klasse og "huen" får man på Tradium."

Selv kan Randers FC også tilbyde de bedste faciliteter.

"Vi har kompetente børne- ungdomstrænere, perfekte rammer med fuldtidsansat fysisk træner og - når øjeblikkets ombygning er forbi - et rigtig godt anlæg," slutter Rasmus Bertelsen. 

Denne artikel kunne læses i Din Avis, onsdag den 19. november 2014.