EM i beach handball

EM i Beach Handball 2013 til Randers

Endnu en stor sportsevent kommer til Randers. Det Europæiske Håndbold Forbund har besluttet, at Randers skal arrangere EM i Beach Handball i 2013.

Dermed lægger Danmark for første gang nogensinde sand til et stort mesterskab i det stadigt mere udbredte og populære Beach Handball.

Værtskabet er kommet i hus takket være et stort lobbyarbejde af Sport Event Denmark, Eventsekretariatet Randers og Dansk Håndbold Forbund (DHF).

”Det er utroligt glædeligt, at vi nu får lejlighed til at arrangere EM i Beach Handball i 2013. DHF har i et meget tæt samarbejde med Sport Event Denmark og Randers Eventsekretariat arbejdet hårdt på at få begivenheden til Randers, og vi ser meget frem til den store håndboldfest, som europamesterskaberne i Beach Handball helt sikkert bliver,” siger DHF’s formand Per Bertelsen.

”Der vil sideløbende med de mange håndboldkampe blive afviklet en masse spændende aktiviteter, som vil gøre begivenheden endnu mere festlig for deltagere og tilskuere. Slutrunden er desuden en fremragende mulighed for at forstærke den rivende udvikling, som Beach Handball både herhjemme og globalt er inde i,” påpeger Per Bertelsen.

Stor begejstring i Randers

Også i Randers er der begejstring over EHF’s beslutning: "I Randers er vi stolte af at blive værtsby for denne sportsevent. Der er tale om et stort og spændende, internationalt mesterskab, der fra start til slut finder sted i Randers. Et meget højt profileret arrangement, som jeg er sikker på, at hele kommunen vil bakke op om. Vi har arbejdet hårdt for at kunne tilbyde de allerbedste udendørsfaciliteter, hvorfor jeg kan garantere, at EM i Beach Handball bliver en unik oplevelse. Både for deltagere, tilskuere og tv-seere i hele Europa. I Randers har vi stolte traditioner, når det gælder håndbold. Derfor ser vi nu frem til at kunne præsentere sporten - på sand," siger borgmester Henning Jensen Nyhuus.

Gode nyheder er værd at vente på

"Gode nyheder er værd at vente på, så nyheden om placeringen af værtskabet i Randers er utrolig dejlig at modtage," siger leder af Eventsekretariatet i Randers Mette Bertelsen. "Vi vil gøre alt for at skabe unikke omgivelser og sørge for en smuk Beach-iscenesættelse i byens grønne område ved Gudenåen og Randers Fjord."

Udover EM-slutrunden kommer byen til at summe af aktiviteter af forskellig karakter og masser af musikalsk underholdning. "Vi har de seneste år opbygget en stor erfaring på eventområdet med udgangspunkt i Eventsekretariatet og vi vil helt sikkert få brug for det hele. Det kan kun være til gavn for byens liv, handel og hoteller, at dette europamesterskab løber over næsten 12 dage. Vi glæder os rigtig meget til at leve op til vores slogan: Life is a Beach", siger Mette Bertelsen.

Elitechefen: En sport i eksplosiv udvikling

Elitechef i Randers Kommune Morten Arvidsson siger: "Jeg synes det er særdeles spændende, at vi får et så stort mesterskab til Randers. Beach Handball er en medrivende sportsgren, der er inde i en eksplosiv udvikling. En sportsgren, som egner sig godt til TV, hvorfor der vil blive eksponeret på Randers.

Europamesterskabet passer også perfekt ind i, at vi i Randers Talent& Elite satser på at skabe en Beach-kultur, hvor vi på sigt har planer om at binde de tre store sandsportsgrene - volleyball, fodbold og håndbold - sammen."

TV-aftale er på plads

DHF vil bruge EM-slutrunden til at markedsføre Beach Handball, så antallet af aktive spillere kan vokse betragteligt. Beach Handball er et spil, der både indeholder show og livsstil, og det appellerer derfor stærkt til de unge, som også er den gruppe, hvor stigningen i deltagerantallet er steget mest markant.

Der er allerede indgået en aftale med TV2 Sport om at transmittere fra EM i Beach Handball, hvorfor turneringen bliver en gylden mulighed for at få udbredt spillet til hele familien Danmark.

Turneringen spilles 5.-14. juli 2013