Spentrup flytter til byen

Ny volleyball klub vil være landets største.

Spentrup Volley bliver til Randers Novo Volley og flytter til Randers. Det sker for at styrke både klubben og sporten.

Spentrup Volley har på få år spillet sig til toppen af den danske volleyelite. Holdet er netop sluttet på 4. pladsen i VolleyLigaen og tidligere på sæsonen var det med til at repræsenterer de danske farver ved de nordiske mesterskaber og spillede sig i den danske landspokalfinale.

Randers Novo Volley har et højt ambitionsniveau. Klubben vil være landets største, når det gælder antallet af hold i de forskellige rækker.

"En attraktiv klub - både for spillere, trænere og ledere – med stort fokus på alle niveauer. Talentudvikling i alle ungdomsårgange får en central placering, da den skal sikre, at vi er med i landets bedste række. Både hos mænd og kvinder, " siger klubbens formand Jim Høeg.

Om flytningen til Randers siger elitechefen: "Eliteidræt koster penge og de er formentlig lettere at skaffe i Randers, selvom det kræver hårdt arbejde. Ellers smiler jeg lidt og græder lidt. Jeg er ked af, at Spentrup navnet forsvinder, men er sikker på, at der kommer mere landsdækkende fokus på klubben med et direkte tilhørsforhold til Randers. Den ambitiøse målsætning om at blive størst er mulig at opnå, men det kræver et målbevidst arbejde og bred opbakning"

Stærkere idrætsmiljø

Også på borgmesterkontoret er der opbakning til den nye Randers klub.

”Vi har i Randers fået skabt nogle rigtig gode rammer for sporten. Sidste år fik vi et helt nyt strandområde med beach-baner til både volley, fodbold og håndbold. Snart har vi et nyt og moderne fodboldstadion og inden for to år et nyt moderne svømmebad. Byrådet har desuden bevilliget 20 millioner kroner til en kommende multihal med faciliteter til forskellige former for atletik og andre idrætsgrene.

Sammen med andre sportsgrene og klubber som Randers FC, Randers HK og Randers Cimbria kan Randers Novo Volley derfor være med til skabe indholdet for et endnu stærkere idrætsmiljø i Randers til gavn for hele kommunen,” siger borgmester Henning Jensen Nyhuus.

Nye muligheder for sponsorindtægter

Etableringen af den nye volleyklub sker også for at skaffe et bredere grundlag for sponsorindtægter.

"Vi har haft mange gode år i Spentrup og vi har været meget glade for at være en del af klubben, men den stigende sportslige succes har gjort det nødvendigt at udvide ungdomsafdelingen og sponsorindtægterne, hvilket ikke er muligt i lokalsamfundet. Derfor vælger vi at flytte til Randers," fortæller Jim Høeg.

Han understreger, at det nye navn intet har med en sponsoraftale at gøre. Novo er latin og betyder ”noget nyt."

Randers Novo Volley vil få base og hjemmebane i Randers Statsskoles nye hal.