Sportspsykologi 2013

Velkommen til den mentale virkelighed

Denne artikel kunne læses i Din Avis den 24. april 2013.

Præstationspsykologi: Flere af kommunens trænere var nok lidt skeptiske, da Randers Talent og Elite for to år siden inviterede til kursus med psykologi på skemaet, men nu roser de initiativet til skyerne.

”Jeg var i tvivl om. hvorvidt jeg skulle give det en chance, da jeg tidligere har været på lignende kurser, der efter min smag var alt for akademiske og teoretiske, men nu er jeg glad for, at jeg investerede i det. Martin Langagergaard er en ekstrem god underviser. Langt bedre end dem, jeg har oplevet før. Han forstår at spille bolden ud til os i salen samt at blande teori og cases på en god måde. Så jeg håber vi tager endnu en runde efter sommerferien. Jeg er stolt over at bo i Randers Kommune, der gør så meget for idrætten på alle niveauer.

”De rosende ord kommer fra de danske motocrosskøreres landstræner Mikkel Caprani, der er en af de mange Randers-trænere, der de seneste sæsoner har siddet på skolebænken med sportspsykologi på skemaet.

Flere var skeptiske, da de blev inviteret, men man kan roligt fastslå, at den kendte sportspsykolog Martin Langagergaard (billedet) fik dem på andre tanker.

Fra teori til praksis

Træner i brydeklubben AK Frem Frank Lambreth Jensen har som tidligere landstræner og sportschef i brydeforbundet også været på en del kurser, men for første gang har han kunnet omsætte teori til praksis.

”Jeg er meget begejstret,” siger han. ”Jeg har virkelig fået nogle redskaber som jeg kan bruge i min hverdag og er blevet god til at jonglerer med dem. Det er første gang, at jeg har kunnet bruge mine mentale værktøjer som klubtræner og jeg har allerede brugt nogle af dem.”

Det var elitechef i Randers Kommune Morten Arvidsson, der fik ideen til kursusrækken og det var ”rigtig godt set” mener ungdomstræner i Randers FC Rasmus Bertelsen: ”Moderne sport kræver et godt hoved og dette kursus har helt sikkert været med til at bevidstgøre trænerne og forhåbentlig sætter det gang i nogle konstruktive tiltag i fremtiden. Jeg ser frem til, at kursusrækken fortsætter efter sommerferien.”

Det samme gør U18 træner i Randers HK Klaus Bøge: "Jeg synes disse kurser har startet en proces. Det er ikke kun en her-og-nu oplevelse. Der sættes hele tiden noget i gang og samtidigt er det jo altid rart, at få det genopfrisket, hvad man godt vidste i forvejen," siger han.

"Det er fint, at vi som trænere bliver inspireret af hinanden, specielt kan vi trænere i holdidræt lære meget af kollegerne i de individuelle idrætsgrene. Når det drejer sig om mentaltræning er de længere fremme end os."

Et godt forløb

Martin Langagergaard (tv), der sammen med sin kollega Nikolaj Korsgaard, har stået for kursusrækken, sender de rosende ord tilbage til trænerne. Han er manden, der til daglig arbejder med forskellig størrelse som Superligaklubben AaB, Randers HKs danske håndboldmestre, det danske golf-landshold, Jægerkorpset og den norske anti-terror specialstyrke.

”Jeg er optaget af mennesker, der skal præsterer. Både under pres og i hverdagen. Og i den forbindelse er der egentlig ikke den store forskel på golfspillere og specialstyrkerne,” siger han.

”Jeg synes vi har haft et godt forløb. Det er inspirerende at være sammen med trænere fra forskellige idrætsgrene, mange relevante temaer har været behandlet, deltagerne har været meget engageret og har udviklet sig undervejs.”

Ifølge præstationspsykologen har man blandt andet arbejdet med teamudvikling, mental træning, fokusering, trænerrollen og senest samarbejde med forældre. "Altid et interessant emne." som han siger.

Nye emner venter

”Det var en motiveret gruppe, der var på grundforløbet som Nikolaj kørte og da de selv bad om, hvad jeg vil kalde en overbygningsrunde, kom jeg med på holdet. Jeg håber vi tager en tredje runde, hvor vi blandt andet kunne inviterer gæstetrænere – eksempelvis Kent Nielsen, Colin Todd, Jan Leslie – til at fortælle om deres filosofi og hvordan de arbejder under pres i konfliktsituationer.”

Elitechef Morten Arvidsson kan allerede nu afsløre, at der bliver et tredje forløb. ”Vi satser på at gøre det lidt anderledes. Der vil fortsat være fokus på sportspsykologi, men der vil også komme andre trænerrelevante emner på banen. Vi lægger ud omkring 1. september.”