Interview med elitechefen. Nytår 2012/13

Vi har brug for bedre trænere.

Sportsredaktør Lars Abildgaard, Randers Amtsavis lavede i uge 1, januar 2013 et stort interview med kommunens elitechef Morten Arvidsson. En snak, der førte til tre artikler i Amtsavisen. Her kan du - med stor tak til Amtsavisen - læse et resume af alle tre.

Vi har brug for bedre trænere

"Vi kan snakke længe om faciliteter, men hvis man ser på de rammer, vi har at træne i Danmark, så er vi set i international sammenhæng meget forkælede. Det vigtigste punkt er efter min mening, at vi skal uddanne bedre trænere. Trænerne er ikke gode nok, og det siger jeg ikke for at kaste med sten. Der bliver gjort et kæmpestykke arbejde blandt trænerne ude i klubberne, men det er bare ikke alle, der har fået redskaberne til, hvordan man træner rigtigt,« siger Morten Arvidsson.

»Det er utrolig vigtigt, at vi får basis på plads hos trænerne, så man får gjort dem bevidste om, at det ikke bare handler om at træne en masse fodbold, hvis det er det, man vælger, men at det i lige så høj grad handler om at lave gymnastik, så man får hele kroppen med og ikke overbelaster knæ og ryg, fordi man ikke har trænet det,« siger elitechefen til Amtsavisen

Elitechefen kommer også ind på forældrenes rolle og påpeger, at mange forældre ikke altid ved, hvad der er bedst for deres børn.

"Det er vigtigt, at børnene ikke udlever far eller mors ambitioner. Som forældre skal man måske kigge lidt mindre på, hvor mange mål ens barn scorer, og i stedet kigge på den oplevelse, som barnet får ved at dyrke idræt. Det ville hjælpe på det frafald, man oplever, når børnene bliver 13-14 år og selv begynder at bestemme, hvad de gerne vil gå til,« siger han.

Han mener, at man i endnu højere grad skal have skole, forældre og klubberne til at spille sammen. »På Tirsdalens Skole har alle elever i 0. til 3. klasse idræt hver eneste dag. Det skaber uden tvivl mere harmoniske børn, og jeg ser det som ikke bare dansk eliteidræts redning, men redningen for os alle, hvis vi kan skabe en bedre oplevelse omkring det at dyrke idræt."

Arvidsson advarer mod at børnene specialiserer sig inden for én idrætsgren i en tidlig alder. "Noget af det, som jeg har været med til at understøtte, er den brede rekruttering nedefra. Det skaber ikke bare en bedre elite, men det skaber også mere idrætsglade børn. Det handler om at få børnene til at se andre muligheder end fodbold og håndbold, for det er ikke alle, der passer ind dér. Der har vi sat masser af projekter i gang i Randers, og det har været en de ting, jeg har været mest glad for at være en del af i mit job som elitechef."

På spørgsmålet om, at nogle af verdens største idrætsstjerner ikke er skabt i et samarbejde mellem skole, lektier og klub, men af at skulle overleve, lyder svaret.

"Det er rigtigt, og der er vi bagud ud på point. Men det vil vi forhåbentlig altid være, fordi vi har et trygt samfund i Danmark. Men det er netop derfor, at det er så afgørende, at vi giver trænere de pædagogiske redskaber til at kunne læse den enkelte og ikke runder alle kanter af. Der er en træner, der har sagt, at dem, du har problemer med om onsdagen, også er dem, der giver modstanderne problemer om søndagen, og det er ikke helt forkert."

Kvalitet kender ingen grænser

2012 blev et fantastisk år for idrætslivet i Randers Kommune, men jeg gentager med stor glæde og fornøjelse: Et dansk mesterskab i håndbold, oprykning til bedste række i fodbold, basketball og tennis og en pokalfinaleplads i volleyball. Det glæder selvsagt Morten Arvidsson, der dog også har markante tilføjelse. Han starter med Randers FC:

”Jeg har læst, at Randers FCs træner Colin Todd mener, at det er flot, hvis man kunne have to-tre spillere af egen avl i startopstillingen. Men at man ikke skulle regne med mere.

Dér må jeg sige, at med den mængde ungdomslandsholdsspillere, man har i Randers FC, så burde det kunne blive til flere," siger elitechefen, der på billedet ses i aktion under sommerens "Randers Olympiske Park".

En god forretning

Om talentudviklingen i klubberne siger Morten Arvidsson: ”Randers FC er kommet rigtig langt med det og er blevet en af de førende inden for området i Danmark. De har hele pakken med eliteskolerne, som de lukrerer på, og bruger godt.

En by som Randers har brug for, at der kommer en Mads Fenger, en Nicolai Brock-Madsen eller en Jacob Dehn ind på det bedste hold. Men jeg er også sikker på, at det er en god forretning for Randers FC, fordi de kan sælge videre til større klubber. Jeg tror meget på den model."

Randers HKs danske mestre får følgende ord med på vejen: ”Randers er en af de byer, hvis ikke den by, der har flest pigespillere, så Randers HK skal være i stand til at producere store landsholdsprofiler. Reelt er der lige nu kun tre klubber, som har noget at tilbyde i konkurrencen om de bedste talenter, og det er Randers, Viborg og FC Midtjylland. Så konkurrencen er ikke så hård, som den har været.

Der har også været nogle spillere, som er kommet op og er blevet profiler, og det er rigtig godt. Men de senere år er der måske ikke kommet helt så mange af de markante ind på førsteholdet. Det tror jeg også, er den erkendelse, klubben selv er kommet frem til, da de i sommer lavede nogle justeringer omkring talentudviklingen,« siger Morten Arvidsson, som mener, at det skaber en enorm identifikation mellem en klub og byens borgere, at naboens datter kan ende med at blive en af stjernerne.

Mental styrke vigtigere end taktik og teknik

Noget af det, der har imponeret Elitechefen mest er holdene mentale styrke, der med al ønskelig tydelighed blev demonstreret i 2012:

"Randers HK bliver dansk mester i en sæson, hvor det så skidt ud undervejs i sæsonen, men hvor de efter min mening ser helt rigtigt ved at ansætte en mentaltræner, og de kommer tilbage efter i både semifinale og finale at have tabt den første kamp hjemme.

Det er flot at rejse sig på den måde og det samme kan man i virkeligheden sige om Randers FC, som nok rykker op i foråret, men ikke spiller godt, og alligevel er i stand til at gå ud at spille et historisk stærkt efterår.

Det glæder mig rigtig meget, at byens to store klubber viser sig stærke inden for det mentale område, som i virkeligheden er vigtigere end det taktiske og det tekniske."

Egen avl

"Både Spentrup og Cimbria har vist, hvor vigtigt det er, at man har de her træningsmiljøer, hvor man kan udvikle spillerne og klare sig i konkurrencen med klubber, som måske på papiret har bedre betingelser," siger Elitechefen.

"Hvis du tager Cimbria, så er de kommet tilbage i Basketligaen med et hold med mange spillere af egen avl, som både har haft en stor tro på egne evner, men som også har fungeret som et hold og haft en stærk identifikation med den klub, de spiller for."

Morten Arvidsson ser også store fremtidsperspektiver i Randers HH, som han mener, vil komme til at blive en betydende faktor i 1. division i næste sæson: ”De har en eller to spillere, som kan nå frem til A-landsholdsniveau, og med det hold, de har lige nu, vil de være i stand til at spille med i midten af 1. division eller lidt over i næste sæson. Det er klart, at hvis de så skal flytte sig det næste hak, så skal de skærpe træningsmiljøet,« siger Arvidsson.

"De har nogle rigtig spændende talentprojekter, som handler om at rekruttere meget bredt blande de helt unge spillere og sørge for, at de får kvalificeret træning på et tidligt stadie. De idéer tror jeg også, at Randers HK er begyndt at kigge efter," slutter Morten Arvidsson.

Her kan Randers få OL-succes i 2016

Holdidrætten i Randers havde stor succes i 2012. Til gengæld var de individuelle resultater var knap så markante som året før. Ganske vist vandt Mads Würtz Schmidt Paris Roubaix for juniorer, og svømmeren Niels Korfitz kom til de Paralympiske Lege, men derudover var der ingen individuelle idrætsudøvere fra Randers med ved OL.

Dette er et uddrag af den tredje og sidste artikler som Randers Amtsavis har bragt i forbindelse med sportsredaktør Lars Abildgaards store nytårssnak med elitechef Morten Arvidsson.

I Randers Talent & Elite satsede vi hårdt på de lokale bueskytter, men på den yderste marginal - en enkelt pil, så at sige - missede de OL-kvalifikationen.

"De var så tæt på, som de kunne være, men når det glipper på de små marginaler, har det selvfølgelig været tungt år for dem. Sådan vil det være, når man har gjort alt igennem flere år for at arbejde sig frem mod et stort mål. Men jeg har den største respekt for dem, og jeg kan godt forstå, at de har haft brug for en periode, hvor de tæller på knapper,” siger elitechefen for Amtsavisen.

Johan Weiss er afklaret i forhold til det og rejser til Korea for at træne, mens Mads Juul Krogshede overvejer situationen. Men hvis han fortsætter, vil han og Johan være de to bedste danske bud på at komme til OL i 2016.

I det hele taget forventer Morten Arvidsson, at Randers vil stå langt stærkere i forhold til at have atleter med til OL i 2016. Foruden bueskytterne tror han, at der vil være danske håndboldspillere fra Randers HK med. Og i atletik vil Christoffer Mikkelsen være en kandidat i kuglestød, og det kan Iben Høgh Pedersen i stangspring forhåbentlig også være.

Han vil heller ikke helt afskrive, at Mads Würtz Schmidt kan komme i betragtning, selv om 2020 måske er et mere realistisk bud. Her håber han også, at man vil kunne se resultatet af, at de lokale svømmere nu får bedre betingelser med det nye vandland.

"Vi har jo allerede Niels Korfitz, som er et godt bud på en medalje i 2016, og på sigt er jeg sikker på, at vi vil komme til at se effekten af, at svømmerne i Randers nu får endnu bedre forhold. Inden for tennis har vi Jesper Jørgensen, som nu godt nok er flyttet til København, men også Katinka Nielsen. Der er selvfølgelig hård konkurrence i tennis, men indtil videre er de blandt de bedste i landet i deres årgang, og derfor kan man ikke afskrive, at de på længere sigt kunne blive OL-kandidater.«

Selvom OL er den største målestok for talentudviklingen i Randers, kigger Arvidsson også på, om man udvikler landsholdsspillere. Her er man repræsenteret i håndbold og fodbold, men Arvidsson forventer i de kommende år at se lokale basket- og volleyballspillere på landsholdet.

" I motocross har vi også et meget spændende miljø på Brusgaard, hvor der er en helt ny generation af ungdomskørere, som henter danske mesterskaber og er blandt de bedste i landet."

Morten Arvidsson anbefaler også - som han har gjort det før - at klubberne bliver endnu bedre til at samarbejde.
"Vi har set, at de idrætsgrene, hvor klubberne er klar til at indgå i en overbygning, får succes. Det er en af de store styrker ved sporten i Randers. Men her håber jeg, at flere kommer med. Jeg har i øjeblikket drøftelser med fire af de store badmintonklubber i byen, hvor jeg håber, at vi kan skabe et fælles projekt."

Det samme gælder inden for kvindefodbold, hvor jeg har været med til at presse på for et samarbejde. Spillerne har nu fundet sammen og har lavet et hold, der nærmer sig 3F-ligaen. Men jeg håber, at klubberne i endnu højere grad vil gå ind i det. Hvis Danmark skal på niveau med Tyskland, Sverige og USA inden for kvindefodbold, skal de træne mere, og jeg kan ikke se, hvorfor Randers ikke skulle kunne gå forrest dér" siger Arvidsson, som også ser rosport og golf som to sportsgrene, hvor der er potentiale til meget mere i Randers.

Han erkender dog, at Randers - specielt i de individuelle idrætsgrene - er oppe mod den faktor, at Team Danmark samler de største talenter i de helt store byer.