Eliteidrætsskolerne er et HIT

Aldrig tidligere har interessen været så stor for at blive optaget i 7. klasse på Eliteidrætsskolen Nørrevang i Randers.

Hele 44 piger og drenge har sendt en ansøgning om at blive optaget fra næste skoleårs begyndelse, hvilket er rekord.

Skolens elitekoordinator Torben de Places tøver ikke med at kalde det en kæmpe succes.

”Men succesen kommer ikke ud af ingenting. Den skyldes først og fremmest et stykke hårdt arbejde,” understreger Torben de Place.

”Kommunens Elitechef Morten Arvidsson har udviklet en ny og spændende profilbrochure - en specifikt til piger og en specifikt til drenge - som virkelig har været banebrydende. Endvidere har han skrevet et personligt brev til 1006 potentielle elever i Randers kommune.

Her på skolen har vi holdt to informationsmøder og flere rundvisninger. Man kan sige, at hårdt og målrettet arbejder betaler sig, hvorfor vi nu er blevet belønnet med, at 44 ansøgninger til den kommende 7. klasse har fundet vej til vores kontor. Et fantastisk resultat.”

Pige-projektet gav resultat

Torben de Place glæder sig i særdeleshed over, at der er 21 piger blandt ansøgerne. De senere år har der nemlig været klar overvægt af drenge, når det drejer sig om skolelever, der på dette tidlige stadie vil kombinerer deres skolegang med at dyrke eliteidræt.”

Se TV2 Østjylland indslaget "Sport på skemaet"

”Tidligere har fordelingen været meget skæv,” siger Elitechef Morten Arvidsson. "Derfor har vi i Randers Talent & Elite forsøgt at gå målbevidst efter at nå ud til flere piger, hvilket altså er lykkedes."

Elitechefen glæder sig over den store interesse og at der tale om et bredt felt. "Jeg håber vi kan fortsætte udviklingen. Vores næste fokusområde vil være at få flere elever fra de individuelle sportsgrene. Meget gerne fra nogle af de mindre sportsgrene," slutter han.

De kommende måneder vil vise, hvor mange af de håbefulde elever, der slipper gennem nåleøjet.