Harvys Blog 2017

Nytårsbloggen

Lykke lykkedes, Trekantdrama, Sølvpiger, Alle elsker Mie, Farvel Todd, Nøgenløb, Supermænd, Brock til Rio, Enkebal. Et ikke tilfældigt udvalg af overskrifter som jeg satte på Ugens Blog i årets løb. Den evige trekant ramte Randers, skolepigerne vandt VM-sølv, Mie Højlund skød unge Danmark til verdensmestre, byens håndboldmænd rykkede op, vores lokale OL-helt hed Nicolai, populære Colin Todd forlod dansk fodbold, en EM-helt fra 92 gjorde opsigtsvækkende comeback på lokalt græs og enkebal på Pigernes Kro blev bragt på bane som løsning på sportens dalende tilskuertal.

Uge 1 - Ja, vi elsker

"Vi elsker Randers", proklamerede DR 2 i den bedste sendetid lørdag aften. En lidt overgearet, men også ganske underholdende Gitte Løkkegaard havde - sammen med kokken Søren Ejlertsen - taget turen til "Bonderøvenes hovedstad" for at gøre op med fordomme. Glimrende initiativ, vil jeg mene . Derimod syntes jeg mindre godt om, at energibundtet fra Purhus - Henrik Vangsted - måtte tage hjem uden DONGpris på DR-kanal 1, hvor nytårets store sports-show løb over skærmen, men immervæk flot, at han - blandt 350 kandidater - kom i finalen. Det gode humør vendte tilbage, da Randers HK viste stilen i Sverige og fik en drømmestart på forårets europæiske kampagne.

Uge 2 - Europa eller ?

Succes i Europa er ikke nødvendigvis forbundet med at lykkes i den hjemlige liga. Det er Randers HK desværre et ganske godt eksempel på. Som sikkert min opvakte læser bekendt bød ugen både på et smertefuldt nederlag på sydhavsøerne og europæisk triumf, hvilket - efter min mening - giver et noget usikkert billede af holdets øjeblikkelige standard. Personligt mener jeg, der skal satses højt på Europa. Det er ved at være tid til nominering af kandidater til årets mange sportspriser. Jeg løfter lidt, hvilket - som bekendt - ikke er meget, af sløret. Det er også tid til at byde en af sportens giganter hjertelig velkommen til byen. Eskild Ebbesen indtager Randers på onsdag.

Uge 3 - Festen

Jeg bringer en advarsel. Denne udgave af Ugens Blog indeholder en nyhed. Så er det sagt. Her, hvor vi går ind i ugen, der slutter af på smukkeste vis med årets store sportsfest, kan det forhåbentlig ikke undre, at jeg sætter fuldt fokus på: Sportsfest 2016 . Hvem, der løber med de eftertragtede priser, kan jeg - hvor fristende det end måtte være - ikke afsløre, men jeg kan med glæde præsenterer de nominerede til to af de tunge - og derfor mest prestigefyldte - priser.

Uge 4 - Oldefar stjal billedet

Det er mig en fornøjelse at sende en stor tak, der fra mit sportshjerte går ud til alle vores herlige og trofaste Facebook-venner, som var med hele vejen på Randers-sportens store festaften. For et par timer siden nærmede vi os 40.000, hvilket - efter min mening - er mere end imponerende. Læg dertil de mange, der delte, likede og kommenterede. Den gamle redaktør er helt rørt. Men det var da også en fin Sportsfest i Arena Randers. Skønt 2016 bestemt ikke var lutter lagkage gjorde pokalsejren - på en af årets sidste dage - Randers HK til Årets Sportsnavn. En meget populær Jens-Erik Madsen er ny cykelmand i Wall of Fame. Purhus ryddede bordet i klubbernes afdeling. Stilsikre Stine Schytte brændte igennem som Årets Leder. Og så var der lige den gamle dommer, der kom ind fra højre og på en måde stjal billedet