Styr på fremtiden

De lokale udøvere af det ædle volleyball-spil har - sammen med ledere, trænere og publikum - oplevet nogle ret turbulente uger, men jeg har med glæde konstateret, at der nu ses ganske lyst på fremtiden. Optimisme er der - som sådant - ikke noget galt med, men efter min mening skal man også have noget at have optimismen i, så at sige. Det synes jeg, at en erfaren mand som Jim Høeg, der gennem 12 år har været med hele vejen op - og ned - har.

I ugens løb afslørede han - i Din Avis - de spændende og ambitiøse fremtidsplaner for volleyball-sporten i vores kommune.

Forholdsvis kort fortalt har Randers Novo Volley besluttet at dreje nøglen om. Pengene er der ikke, hvorfor klubben har trukket førsteholdet fra landets bedste række - kald den bare Superliga - og ladet sig frivilligt degradere til 1. division.

Det kunne lyde som en rigtig dårlig nyhed - og er det på sin vis også - men faktisk ser, hvad jeg vil kalde den afgående formand for den afgående klub, det som en positiv udvikling, at der nu er åbnet for et samarbejde med traditionsrige Randers Volleyball Klub.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg personligt gerne have set det samarbejde etableret for længst. Eksempelvis da volley-svendene fra Spentrup - med den spillende formand Høeg og træner Peter Kjellerup i spidsen - for tre år siden valgte at flytte til Randers, men lad nu bare det ligge.

Sammenslutningen ser dagens lys ved starten af den nye sæson. Formålet er at skabe en klub med plads til alle. Fra kids-volley, teen-volley, bredde-volley, bedste-volley til elitevolley. 

Pengenes magt

Let har det ikke været. I interviewet siger Jim Høeg blandt andet: ”Det er selvfølgelig ikke nemt at vedtage så radikale ændringer - både sportsligt og organisatorisk - men sammenlægningen er et skridt fremad i vores bestræbelser på skabe en storklub, der favner alle.

Mange tror at Novos farvel til bedste række er et sørgeligt tilbageskridt, men jeg ser det faktisk som et naturligt skridt fremad. Jeg er overbevist om, at sammenslutningen af de to klubber for alvor vil sætte fokus på Randers. Ikke kun i volley-danmark, men også hos borgerne og virksomhederne i kommunen”, sagde Jim Høeg.

De sportslige ambitioner fejler bestemt ikke noget. "Bare fordi Randers Novo har trukket sig fra ligaen, er det ikke ensbetydende med, at der ikke skal være ligavolley igen i Randers. En solid fødekæde af spillere skal være grobunden for på sigt at have divisionshold i både herre- og damerækken, " lød det fra Høeg. Uden slinger i valsen.

Af hele mit sportshjerte kan jeg kun ønske den nye klub velkommen og håbe på at fremtiden tegner lys og lovende for volleyball i Randers.

Meget vil givetvis afhænge af økonomien - pengenes magt - men også her har jeg stor tiltro til, at Høeg og  alle de andre, der allerede er sendt på hårdt arbejde,  får styr på fremtiden.

Det samme gælder den nye Beach klub, der allerede har sikret, at den danske strand-elite til sommer vender tilbage til Tronholmen, alias Randers City Beach.

Mere og bedre idræt

Husk det er på onsdag, at Randers Kommune holder den første af to sportskonferencer, der sætter fokus på mere og bedre idræt i Randers.

På onsdag kan du møde de landskendte og populære jernmænd Team Tvilling, ligesom du kan deltage i workshops.

Læs alt om arrangementet på www.randers.dk, hvor du også finder frem til, hvordan du melder dig til. Det er gratis.

Harvy Hansen

PR- og Kommunikation

Randers Talent & Elite