Blog-vovsen uddeler gode ben

Det var vel sådan en uge, hvor nyhedsvovsen aldrig fik brug for at stikke snuden i jorden for at forfølge sit spor. Endsige den mere aggressive køter, der aldrig giver op før "byttet" er nedlagt. Men mindre kan også gøre det. Jeg kommenterer, at Randers FC hurtigt genfandt færten af sejr. Det tog lidt længere for håndboldkvinderne, der nu også kan gø med i sejrens kor, mens deres mandlige kolleger hurtigt mistede stemmen i samme. Fra vores egen verden håber jeg selvsagt, at vores nye artikelserie om trænere og ledere i Randers kommune fortsat bliver godt modtaget - interessen på vores Facebook taler for det - og sluttelig uddeler deres blogvovse ugens gode ben til landsholdsaktuelle håndboldkvinder og gymnastiske europamestre

Ugens Blog, søndag den 30. oktober, 2016

Jeg kender en mand, der - af en eller anden grund - ikke er særlig begejstret for fodboldklubben i Lyngby. Næsten hver gang de løber på banen er det sikkert - som amen et vist sted - at han farer til tasterne og FB-mener noget i retning af: "Hvad har Lyngby gjort, siden de skal spille uden tilskuere." Ingen logren med halen her.

Efter - fra TV-distancen - at have fulgt lørdagens opgør, må jeg erkende, at der godt nok kunne og burde have været flere tilskuere på det ellers hyggelige stadion - med de gode pølser - nord for København. Selv årstiden taget i betragtning.

Nu skal man jo ikke kaste med sten mod tomme tribuner, men hvis Randers FC har et tilskuerproblem - eller rettere et problem med, at der kommer for få til hjemmekampene - kan man da altid glæde sig over, at det kunne være langt værre.

Pourié 4-ever

Som eksempelvis i Lyngby, hvor vores lokale helte leverede en helstøbt indsats og fik tre point på kontoen. Med en flot fjerdeplads plads til følge. I særdeleshed godt gået af farverige, afblegede Pourié, der er en mand, som på ingen måde undervurderer egen værdi, men han har altså noget at have sit store ego i.

Det må være mig tilladt at sige, at håndbold hierarkiet er genoprettet i vores lille kommune. Forrige weekends nærmest euforiske stemning på håndboldmændenes vegne, kom hurtig ned på jorden igen, da Randers HH løb ind i et nederlag på Fyn. Jeg synes ikke der er så meget at sige til det. Det skulle da lige være, at det kostede mig 100 kr!!!

Nå, men hvorom alting er: Kom igen, gutter.

Skarpe skud, bold og hest

Vores artikelserie om trænere og ledere i Randers Kommune går ind i sin femte uge. Håber min læser fortsat har tid og lyst til at fordybe sig - mindre kan gøre det - hvad enten man nu følger med på vores Facebook eller i Din Avis

Navnegalleriet indtil nu mener jeg da antyder en vis form for alsidighed. Inge Rønne (håndbold) Ole Algren (skydning) Rasmus Bertelsen (fodbold) og Charlotte Præstgaard (ridning).

Måske er jeg ikke den rette, men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes vi har ramt nogle spændende personer - med ligeså spændende meninger.

Lad mig i øvrigt i den forbindelse slå et slag for, at alle kommunens foreninger husker at indstille deres ildsjæle til de mange, prestigefyldte priser, der uddeles til Sportsfejring 2016. 

Jeg ved godt, at det først er i slutningen af januar, men snart kommer julen og hvad der ellers er af undskyldninger. Så hellere nu end senere.

Glem janteloven

Glem nu alt om den der jantelov. Der er intet odiøst i,at være stolt af de mennesker, der lige gør en ekstra indsats - eller to - i netop din klub. Hvis du ikke kan huske, hvordan du gør, hvilket er endnu en elendig undskyldning, kan du læse alt om det i ugen, der kommer.

Ugens t-lykke - der er et par stykker - går til Maria Fisker, Kathrine Heindahl, Cecilie Greve og Mie Højlund - der er med i landstrænerens bruttotrup til EM-slutrunden og gymnaster - med Randersfortid - der skabte dansk medaljeregn ved europamesterskaberne i TeamGym. Tre af dem - med tilknytning til en af kommunens to eliteidrætsskoler, Randers Real - blev hyldet på Det gl. Rådhus i mandags: Sølvpigen Julia Wittmann samt gulddrengene Oliver Olsen og Victor Kjeldsen

Harvy Hansen
PR og Kommunikation
Randers Talent & Elite