Afgørelsens time

Kalle, Mie, Mads eller Lassen? Det bliver et af ugens vigtige spørgsmål, når det gælder det sprudlende idrætsliv i Randers og omegn. På lørdag afgøres det nemlig, hvem af de fire kandidater, der bliver Årets Sportsnavn. Det sker - traditionen tro - som sidste punkt på en forhåbentlig festlig Sportsfest 2015 i Arena Randers. Hvis ellers vores tidsplan holder, vil jeg tror det bliver sådan cirka ved 22-tiden....

Men allerede tidligere på aftenen, hvor spillere, ledere, trænere og andet godtfolk fejres med den fest de fortjener, er der eftertragtede priser på spil. Blandt disse den nye pris som Eliterådet lægger navn og Talentprisen.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, hvem jeg tror bliver aftenens vindere, men spændende bliver det.

2015 var, efter min mening, ikke det allerbedste sportår - set fra Randers. Ingen medaljer til flagskibene og ikke mange resultater, der gav genlyd ude i den store verden. Og så alligevel. Jeg synes faktisk, at vi godt kan være stolte af feltet af nominerede.

Jeg vil her koncentrere mig om tre af priserne og starter med den mest fornemme: Årets Sportsnavn, der i årevis har været uddelt af Amtsavisen - nu om stunder i samarbejde med Sparekassen Kronjylland og - i al beskedenhed - Randers Talent & Elite.

Udover hæder og ære går vinderen hjem med 20.000 kr - naturligvis først efter han/hun har deltaget i det altid forrygende after-party

Jeg synes, at Amtsavisen, der ene og alene står for nomineringerne, har fundet frem til de rette fire personer. Man kan altid diskuterer den slags, men kvartetten har efter min smag leveret en præstation, der ligger klart over gennemsnittet.

Tag nu bare Karl Johan Johnsson - til daglig bare Kalle - der sidste år blev valgt som årets bedste målmand i Superligaen. Eller hvad med Mie Højlund, som var med til at vinde EM-guld for U19 landshold ?

Mads Würtz Schmidt var naturligvis selvskreven, da han for anden gang i karrieren blev verdensmester i enkeltstart. Denne gang, da fremtidens stjerner på to hjul - U23 mændene - kæmpede om titlen i USA. Sidste mand i feltet er håndboldspilleren Jacob Lassen, der var en af frontfigurerne på det danske U21 landshold, som vandt VM-sølv i Brasilien.

Samme Lassen er også nomineret til Talentprisen, hvor han er oppe mod stortalentet fra atletikkens verden, allround atleten Johannes Glue fra Randers Freja Atletik.

Den 15-årige gut - Frejas guldfugl - hentede sidste år fem danske mesterskaber hjem i sin aldersklasse. Den dreng skal nok blive til noget stort.

Som sikkert min kære læser bekendt har den pris været uddelt så længe man kan huske. Helt præcist siden 1951, hvor jeg var tre år gammel. Det siger jo næsten sig selv, at den gives til årets talent, der belønnes med en flot pokal og 5.000 kr.

Sidst - men på ingen måde mindst - vil jeg fremhæve den nye pris som kommunens eliteråd lægger navn til. En pris, der favner vidt og bredt, da den kan gives til: en træner, leder, et hold, en forening eller organisation, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for talentudviklingen i Randers kommune. Eller en talentfuld udøver, som har haft en ekstraordinær stor fremgang i sin idræt.

Det er suverænt eliterådet, der afgør, hvem der skal belønnes med 10.000 kr. - sponsoreret af BDO Revision og Randers Havn.

Det ser jeg som en uhyre tæt kamp mellem cheftræner Rene Kvist, Randers Freja Atletik, den talentfulde U18-spiller Camilla Degn Larsen fra Randers HK, blæksprutten fra Arena Randers: Tommy Skouby Baunsgaard og formanden med mange jern i ilden i Randers Motor Sport: Jan Hvam.

Må den bedste mand m/k, der på scenen hyldes af borgmesteren, vinde!!

Harvy Hansen
PR og Kommunikation
Randers Talent & Elite