Stolte og glade

Et halvt år til juleaften - helt præcist et par dage før - fik Nicolai Brock-Madsen årets bedste gave. Jeg tøver ikke med at fastslå: Det absolutte højdepunkt i Helsted-drengens fodboldkarriere. Som jeg ser det bør alle i Randers kommune være stolte af - og glade for - at angriberen, der har fået hele sin fodboldopdragelse i Randers - og har repræsenteret byen på diverse ungdomslandshold - skal kæmpe for fædrelandet ved De Olympiske Lege i Rio. Jeg sender et stort t-lykke til Brock og tør godt love, at Randers Talent & elite vil følge ham tæt på vores Facebook. Både før og under legene. Dag og nat

Ugens Blog, søndag den 26. juni, 2016

Jeg kan naturligvis ikke lade være med at nævne - sådan henslængt, måske lidt nonchalant - at jeg for nogle uger siden mere end antydede, at jeg følte mig sikker på, at Nicolai Brock-Madsen ville blive en del af OL-landsholdets sydamerikanske eventyr.

Af en eller anden grund har jeg siden han blev udtaget til forberedelses-turen i Sydkorea - som man også kunne kalde en udtagelses-konkurrence - haft en forholdsvis sikker fornemmelse af, at han var en af landstrænerens udvalgte.

Jeg ved udmærket, at han ikke har haft den debutsæson som han drømte om ovre i det engelske, ligesom det - da jeg skrev ordene - stod mig klart, at der måtte blive særdeles hård kamp om pladserne i det rød-hvide angreb.

Alligevel turde jeg godt vove pelsen, da jeg tænkte tilbage på, at han altid har været en vigtig brik på OL-landsholdet. Da han så ydermere markerede sig i Fjernøsten med to mål - og et brændt straffespark!!! - følte jeg mig sikker.

Havde opgivet drømmen

Det gjorde hovedpersonen ikke selv. Han sagde til Amtsavisen, at han faktisk havde opgive sin olympiske drøm, efter den ikke vellykkede sæson i Birmingham, hvor han dog - hvilket tjener ham til ære - vil blive og kæmpe videre for en plads i startopstillingen.

Derfor var jublen selvfølgelig ekstraordinær stor, da han i mandags fik den glædelige nyhed. "Det er kæmpestort. EM og VM er måske større for fodbolden, men OL er bare den største sportsbegivenhed, der er i verden. At skulle være en del af det er bare rigtig stort. Også fordi vi er mange forskellige sportsgrene med," som han sagde til DBU's hjemmeside.

På vores Facebook har jeg haft en fast rubrik med titlen Randers til Rio ? Det passer mig rigtig godt, at jeg nu kan fjerne spørgsmålstegnet.

Plads til en til ?

Det hører med til historien, at det ikke var hele OL fodboldholdet, der blev udtaget i mandags, hvorfor der fortsat er mulighed for, at der også bliver plads til en anden Helsted-dreng med fornavnet Nicolai.

I den forbindelse må jeg blankt erkende, at jeg ikke er den største optimist, men jeg lader selvsagt være med at slukke lyset og håber at unge Poulsen slipper gennem nåleøjet.

Jeg har skrevet det før, men gentager gerne, at Randers også bliver repræsenteret ved De Para-olympiske Lege. Handicapsvømmeren Niels Korfitz-Mortensen, der godt nok nu stiller op for AGF - der er jo så mange, der skifter for tiden - men som i mange år repræsenterede Neptun på smukkeste vis.

Harvy Hansen
PR og Kommunikation
Randers Talent & Elite