Noget om succes

Mens dansk Floorball holdt sin forårsfest i Randers, drog de lokale fodboldhelte til mere sydlige himmelstrøg, hvor de fik fortjente point med hjem efter at have besejret AGF 2-0 i lokalderbyet som det hedder på nudansk. Efter min mening en vigtig sejr, da holdet nu synes ude af nederlags-spiralen. Hvad enten den skyldtes en affære - som min kløgtige læser ved alt om - eller ej. Derimod var der ikke megen forårsfest over kommunens andet flagskib - Randers HK - der i ugens løb sagde farvel til videre deltagelse i medaljekamp. Akkurat som Randers Cimbria - og nu nedlagte Novo Volley - har gjort tidligere

Derfor kan det næppe komme som den store overraskelse, at jeg må konkluderer, at det ikke har været den perfekte sæson for "byens hold" i de store indendørsidrætter.

Det kan der være mange årsager til - og det er der også - uden jeg behøver at gentage dem her, men så havde vi heldigvis håndboldmændene at glædes over.

Men kan vi ikke vinde medaljer, kan vi da altid arrangerer afgørende kampe om den slags. Det gjorde Randers Raptors Floorball - som jeg har forstået med klædelig succes - i går, da der blev præsenteret en marathon forestilling af dimensioner i Arena Randers.

Fra 10 formiddag til ud på aftenen blev der spillet om de nationale mesterskaber - og bronzemedaljer - hos både kvinder og mænd. Jeg ved godt, at floorball ikke er den allerstørste sportsgren i lille Danmark, men jeg synes det er fedt, at vi i Randers bakker op, når byens klubber får tildelt DM-finaler, så "vi" kan præsenterer mange forskellige sportsgren for et større publikum. Godt gået, Raptors.

For en kort bemærkning vender jeg lige tilbage til fodbolden. Jeg har bemærket, at aarhusianske røster har meldt ud, at hjemmeholdet ikke stillede i stærkeste opstilling.

Det har jeg stor forståelse for - altså at de lod nogle nøglespillere få en fridag, eller en halv ditto. Efter en skuffende sæson kan de nu kun redde æren, hvis de løser billet til årets pokalfinale.

Fint nok med det, men det ændrer jo ikke meget ved, at Randers FC var lørdagens bedste hold. Vel?

Og hvilket pletskud af Kasper Fisker. Og hvilken hævn fra den forfærdelige augustdag i fjor, hvor Fisker så rødt og FC satte en 2-0 føring over styr.

Gå ud og gå en tur

I torsdag mødte over 450 interesserede borgere op til andet akt af forårets to store sportskonferencer. Denne gang med den kendte og populære tv-læge Peter Qvortrup Geisling og fysioterapeut Morten Høgh som de rene publikumsmagneter.

Jeg må blandt erkende, at det blev nogle særdeles underholdende timer. Den gode TV-doktor - og showmand vil jeg gerne tilføje - tryllebandt forsamlingen med en herlig blanding af alvor og humor. Han nåede langt omkring - også under bæltestedet - da han gav gode råd til, hvordan man kan fortsætte - eller genoptage - sine idræts-aktiviteterne, selvom man er kommet op i årene.

I Morten Høghs afdeling kom jeg til at mindes en gammel dansk schlager. "Gå ud og gå en tur" fra 1951. Da var jeg godt nok kun tre år, men den sang forfulgte mig op gennem barndommen. Og nu dukkede den op med fornyet kraft.

Høgh slog nemlig fast, at hvis man som ældre  medborger - jeg er ikke så vild med ordet senior - har svært ved at komme i gang med at motionere, kan det varmt anbefales at starte med at gå. En daglig gåtur i kvikt tempo er klart undervurderet, sagde manden. Den er købt.

De mange tilhørere benyttede sig også af tilbuddet om at konsulterer en række af kommunens idrætsforeninger, der (også) var leveringsdygtige i gode råd om, hvordan man kan være aktiv hele livet.

På grund af det store fremmøde, hersker der - efter min mening - ikke megen tvivl om, at der senere på året inviteres til flere konferencer. Med nye og spændende emner på programmet.

Harvy Hansen

PR- og Kommunikation 

Randers Talent & Elite