Den evige trekant og privatlivets fred

Seneste udvikling: Christian Keller blev vraget til Brøndby-kampen, fordi truppen lige nu ikke respekterer Keller, siger cheftræner Colin Todd. Der har været meget snak. I truppen har vi begreber som sammenhold og respekt, og den respekt er tilsyneladende væk, efter det der er sket. Det er en meget kritisk situation nu, siger cheftræneren

Da jeg for mange år siden arbejdede på Ritzaus Bureau havde jeg en kollega, der ikke blandede sig i det sociale liv, som ellers var en ikke uvæsentlig del af at være ansat på det nationale nyhedsbureau. Da han endnu engang takkede pænt nej til at gå med ud at få "en øl eller to", blev han direkte adspurgt: Hvorfor? Svaret kom som skuddet fra hoften: "Jeg er ikke ansat her for at få venner".

Min altid opvakte læser har sikkert fanget, hvorfor jeg bringer denne - i Randers forbindelse - ret ligegyldige erindring ind i Ugens Blog. Det er naturligvis, fordi den nu tidligere Randers FC-anfører Christian Keller benyttede sig af præcist samme ordvalg, da han blev spurgt om, hvordan han så på den uro han har skabt i klubben ved at indlede et forhold til holdkammerat Jonas Borrings kone. Fraseparerede kone for nu at være helt præcis.

Et eller andet sted har både min tidligere kollega og Keller jo ret. Man behøver ikke nødvendigvis være venner for at færdes på samme arbejdsplads, men der er immervæk nogle uskrevne regler om ting man bør holde sig fra. Jeg husker det ene er klatkage. Det andet kan jeg ikke skrive i min pæne Blog, men det har noget med kønsliv at gøre.

Kærlighedens veje er uransagelige og jeg skal på ingen måde stille mig op som moralens vogter, men det må vel have stået lysende klart for Keller, at lige netop den affære ville skabe problemer - og ikke mindst en hel del offentlig omtale.
Var noget lignende sket i et revisions-firma - og det er det sikkert - ville affæren aldrig trække de store overskrifter.

Men i dette tilfælde udviklede den sig med eksplosionsagtig hastighed. En såkaldt mediestorm. En tydelig - forståeligt - oprørt Borring stod frem. Sagde han følte sig dolket og pisset på. I dag tilføjede han så, at forholdet har stået på siden september, hvor han og konen ikke var separeret.

Keller blev fyret som anfører og blev vraget til dagens kamp mod Brøndby. Angiveligt fordi 5 holdkammerater ikke ville spille sammen med ham. Samtidigt har klubben officielt slået fast - indtil videre da - at man hverken kan eller vil skille sig af med Keller. Landets love er ikke overtrådt. Eller som direktør Gravgaard udtrykte det: "Keller har kontrakt hos os 15 måneder endnu, og hvis han vil spille her, kan vi ikke gøre noget ved det. Man kan ikke fyre en spiller på grund af det, Keller har gjort. Det er simpelthen ikke nogen gyldig fyringsgrund".

Respekten for Keller er væk lige nu

Senest har cheftræneren Colin Todd været ude med denne melding:  "Der har været meget snak. I truppen har vi begreber som sammenhold og respekt, og den respekt er tilsyneladende væk, efter det der er sket. Det er en meget kritisk situation

Jeg er på ingen måde overrasket over, at netop den sag er strøget til tops - både i pressen og på de sociale medier. Uden at gå i detaljer, synes jeg ikke alt har været lige kønt, men sådan er det jo. Vi holder vel alle med den forsmåede i sådan en situation.

Naturligvis er de sidste ord ikke skrevet i denne sag, men kommer sådan en historie offentligheden ved? Er der ikke længere noget, der hedder privatlivets fred? Efter min mening var der ikke noget galt i, at medierne lagde tingene på bordet, så at sige, da Borring selv stod frem.

Sejt at være spasser

I onsdag havde jeg - sammen med sådan cirka 120 andre - den udsøgte fornøjelse at møde Team Tvilling for fuld udblæsning, da Randers kommune holdt sin førte af forårets to store sports-konferencer.

En nærmest uforglemmelig oplevelse, hvor humor fyldte en væsentlig del. Således kaldte Sten Mondrup konsekvent sin  bror Peder for spasser. Det var der lige et par stykker, der skulle vænne sig til.

Men som det står at læse i deres bog, skal det være sejt at være spasser. Og det har jeg så sandelig også en klar fornemmelse af at Peder Mondrup synes. Jeg tror godt min læser ved det, men jeg gentager gerne, at brødrene i august 2014, gennemførte Ironman i København og siden har fortsat med at imponere.

Tak for showet, drenge.

Harvy Hansen

PR- og Kommunikation

Randers Talent & Elite