Uge 7 - 2015

Et såret dyr kan også være farligt

Ugens Blog, søndag den 15 februar, 2015

Jeg håber alle har haft en god vinterferie, hvad enten det har været i Randers & omegn  - eller med ski på i mere bjergrige egne af kontinentet. Her på kontoret har vi også tilladt os at holde lidt fri, hvorfor denne blog bliver en af de kortere af slagsen.

En ferieuge, der på den sportslige front mest vil blive husket for en Randers HK nedtur af dimensioner. Jeg så ikke kampen mod SK Aarhus, men blev - ligesom alle andre - mildest talt overrasket, for ikke at skrive lidt rystet, da jeg blev bekendt med det i den grad skuffende slutresultat. 
 
"Jeg kan simpelthen ikke kende mit hold for tiden. Det er et såret dyr", lød det ganske rammende fra cheftræner Mads Brandt, der i dag skulle forsøge at sætte sine tropper op til, hvad der på papiret lignede en ligegyldig kamp  nede i det polske.

Nekrologen var egentlig skrevet. De sidste søm skulle bare på plads

 Men hvad skete. Det sårede dyr viste tænder og vandt 29-21, hvilket vil sige, at Randers-pigerne - uden Jane Schumacher, men bakket op af cirka 30 trofaste fans (billedet)  - såmænd blot var et sølle mål fra at går videre i Cup Winners Cup.
 
Sport er sgu noget mærkeligt noget engang imellem

Basket og volley nederlag
I det hele taget en - resultatmæssig - traurig uge for eliteidrættens flagskibe i vores kommune. Randers Cimbria tabte i Aalborg. Selvom de lokale  var foran det meste af kampen, var det alligevel bundproppen fra Aalborg, der foran knap 500 tilskuere endte med at trække det længste strå og kunne med en 90-81 sejr fejre sæsonens blot anden sejr. 

En kvartfinaleplads er - så vidt jeg er orienteret - dog fortsat inden for Cimbrias rækkevidde.

Om ikke helt så alvorligt som basketklubben, er Randers Novo Volley også løbet ind i økonomiske problemer. Alt imens vi glæder os over, at vi har så mange eliteklubber i kommunen, skal man huske, at det også giver øget kamp om sponsorerne. 

Det er gået ud over volleysvendene, hvorfor jeg kun kan opfordrer en potentiel sponsor til at springe til med en økonomisk indsprøjtning. 

Sportsligt blev det i ugens løb til to nederlag, men de hørte hjemme i den mere ventede afdeling, da det var topklubberne Marienlyst og Middelbart, der kunne forlade Randers med sejrens palmer.
Lidt lys i mørket sørgede byens populære håndboldmænd for, da de tog en tur til Fyn og levede 
 op til favoritværdigheden ved at vinde 25-24 over lokale SUS. Endnu et vigtigt skridt mod oprykning til landets bedste række.
 
 
Harvy Hansen
PR- og kommunikation
Randers Talent & Elite