Hvad du ønsker skal du få

Ugens Blog 12.-13. december 2015. Hvis det bare var så vel som i den gamle julesang, ville det unægtelig være noget lettere i alle livets forhold. Naturligvis også i sportens verden, hvor man tit taler om, at den-og-den klub har fået en ønskespiller, en ønsketræner, eller - for den sags skyld - en ønskeleder. Ønskedrømmene synes jeg ofte man holder lidt for sig selv - om end de mest optimistiske kalder dem målsætninger.

Lad mig tage Randers HH som eksempel. Byens populære håndboldmænd har fået sin nye ønsketræner. I skikkelse af Jesper Holm, (billedet) der lige nu slår sine folder i norske Stord. En mand, der - som jeg har forstået - hele tiden har stået numero uno på ønskelisten.

En mand med stor erfaring, der - også efter min mening - er den rette til at tage over efter Ole Bitsch som jeg benytter lejligheden til at takke for en stor indsats i kommunens idrætsliv. Både i Randers HK og HH og da vi var kolleger i Randers Talent & Elite.

Jeg bemærker, at ugens anden gode HH-nyhed er, at Bjørn Skovfoged er klubbens nye administrations- og sponsorchef, hvorved han leverer et ægte Randers hat-trick, da han tidligere har arbejdet for Randers HK og Randers FC. Det betyder naturligvis, at han tager et kæmpe netværk med sig. Og faktisk mener jeg også, at han har et godt produkt at sælge.

Hvilket selvsagt bringer mig frem til ønskedrømmen, der - tror jeg da - hedder oprykning til landets bedste række. Og lige nu ser det jo ganske lovende ud. Med dagens forholdsvis sikre sejr over Hjallerup forsvarede holdet den tredjeplads, der giver adgang til oprykningskampene.

Med og uden rigmænd

Det er - efter min smag - alt for tidligt at spå om, hvordan det ser ud, når vi nærmer os afgørelsens time, men herfra skal da lyde: Al mulig held og lykke - og hvad der ellers er brug for - fremover.

I forbindelse med ugens nyansættelser blev klubbens bestyrelsesformand Flemming Olsen citeret for følgende: "Vi har ikke de rigmænd, der betaler hele hele gildet," hvilket elegant bringer mig videre til Randers FC som jeg havde "under behandling" i sidste uge og som har slået fast, at der kommer en udmelding om klubbens fremtid en af de første af kommende uges dage.

Den sag er der snart sagt og skrevet så meget om, at jeg lige nu vælger at læne mig tilbage og afvente. 

Weekend med slag i

Og så blev der da uddelt tørre tæsk i weekenden. Nej, jeg mener ikke fuseren ovre på Vestegnen som jeg naturligvis betalte 499 kr for, endsige de kontroverser, der fandt sted på store julefrokostaften. 

Jeg tænker i stedet på byens bokseklubber, der i fredags samlede omkring 250 tilskuere i Fritidscentret, hvor der blev budt på et stævne med deltagelse af tjekkiske boksere. 

Der var noget for enhver smag. Fra 12-årige drenge til de tunge gutter i sværvægt. Et godt initiativ, der måske kunne have fortjent flere besøgende, men som arrangørerne konkluderede:

"Det er ikke for at tjene penge, vi holder det her. Det er en udgift. Det er noget, vi gør for vores boksere og for sportens skyld. Der skal være boksestævner i Randers, og vores boksere skal opleve kampe på hjemmebane."

Spring så ud

Runder af med endnu en opfordring til alle foreninger om at komme med indstillinger til de mange priser, der uddeles ved Sportsfejring 2015 i januar. Vi har modtaget nogle, men kan bestemt godt bruge flere, da det er vigtigt, at der er et bredt felt at vælge imellem for både Folkeoplysningsudvalget og SIKR.

Så let venligst en vis legemsdel - det skulle være så sundt med motion (også før jul) -  og giv et skulderklap til jeres ildsjæle. De fortjener det. Officielt er sidste frist i dag - søndag den 13. december - men jeg kan hviske jer i øret, at den bliver forlænget.

Sig tiden nærmere og derfor holder bloggen en lille velfortjent juleferie. Jeg er tilbage med nytårsblokken, hvor jeg - traditionen tro - kigger tilbage og ser fremad.

Indtil da ønsker jeg alle trofaste læsere en god og fredfyldt højtid.