Uge 5 - 2015

Sådan en god aften

Ugens Blog, søndag den 1. februar 2014

Der var dem, der kom, så og sejrede - og så var der de skuffede. Sådan er det jo i idrættens verden, hvorfor det vel også må være sådan, når der uddeles eftertragtede sportspriser.

Jeg var selvfølgelig på plads ved Sportsfest 2014 i aftes. Alt i alt er mit indtryk, at langt størsteparten af de 300 inviterede gæster var yderst tilfredse med den årlige festaftens "new look". Mindre show og mere hygge som elitechefen har udtrykt det.

Jeg oplevede masser af glade mennesker, der skabte en god stemning under pris-uddelingerne og for nogle - bestemt ikke alles vedkommende - blev der også festet igennem til vores after party som stilsikre HEYYA spillede op til
 
Jeg afslører naturligvis ikke, hvem der førte an i festlighederne, men de havde bestemt gjort sig fortjent til hvert eneste shot. Efter sejren over Nordsjælland i eftermiddagens spændende topopgør!!!

Håber alle kom godt hjem.

 Varmt bifald

For mig - og sikkert også for flere - var aftenens absolutte højdepunkt, at Merete Møller blev valgt ind i vores Wall of Fame. 

Varmt, stående bifald til den tidligere Vorup FB og Randers HK spiller, da hun smilende trådte ind i det fine selskab af fortidens helte, hvoraf flere var på plads i salen.

Tydelig rørt, synes jeg, sagde hun, at hun var stolt over, at blive hyldet i Randers, da det var her hun - i øvrigt takket være en vis Morten Arvidsson - havde sin bedste håndboldtid.
    

Hun tilkæmpede sig en plads på et af alletiders stærkeste danske landshold, der i 1997 blev verdensmestre. Samme år var hun også, hvilket hun - så vidt jeg ved - er den eneste, der har prøvet - ungdoms-verdensmester.

 
På grund af en alvorlig knæskade fik hun ikke den langvarige karriere hun havde fortjent. I stedet er hun i dag en af de førende forskere på området: Knæskader.

 

Stort t-lykke til Merete. Velkommen blandt kommunens allerstørste idrætsudøvere, der altid er et besøg værd. De hænger i glas og ramme ved Hal 3 i Arenaen.


 En imponerende række

Jeg glædede mig også over den imponerende række af dygtige sports-folk, der fik et flot diplom, et borgmesterhåndtryk og stort, velfortjent  bifald for de store resultater som de leverede i 2014. Det være sig danske mesterskaber, deltagelse på nationalmandskaber eller flotte præstationer på den internationale scene. 

Jeg ville meget gerne bringe hele listen, men der var altså tale om 60 udøvere - fordelt på 15 idrætsgrene. Alsidigheden længe leve!
 Vidt spændende fra handicapidrættens racerunnere, over styrkeløftere og cheerleaders, der vandt VM-sølv til, hvad jeg vil tillade mig at kalde mere etablerede idrætsgrene. Eksempelvis Randers FC, der mønstrede hele 13 fodboldtalenter, der har optrådt på danske ungdomshold

 

Naturligvis sender jeg et stort t-lykke til alle pris-modtagere - ingen nævnt ingen glemt. Jeg føler mig overbevist om, at der har været mange tætte opløb - lige bortset fra Klubpokalen, også kaldet Årets trænertalent, hvor der kun var en enkelt indstilling - og at de forskellige, skal jeg kalde dem dommere, har været igennem en lang proces, før vinderen var fundet.

 

Tak for denne gang. Vi ses til Sportsfest 2015


Harvy Hansen
PR- og Kommunikation
Randers Talent & Elite