Uge 46

Tænk hvis Harry Potter spillede håndbold…

Ugens Blog er skrevet af
elitechef Morten Arvidsson


Nu kunne jeg ikke udskyde denne blog længere. Jeg burde have skrevet den for flere år siden, for jeg har kæmpet for denne sag i mange år – uden at blive hørt. 

For over ti år siden var jeg i Frankrig og så, hvordan de udbredte håndboldspillet, gjorde det populært ved en så enkel ting som, at spille med bolde børnene kunne mestre og kaste med rigtig teknik.

Jeg får det så dårligt, når jeg kommer ind i mange håndboldhaller og ser børne-træning i håndbold. Spillet, som jeg har brugt titusindvis af timer af mit liv på. 

Jeg har altid opfattet håndbold som et spil med et relativt højt intellektuelt niveau, da det er et ret kompliceret spil, både taktisk, mentalt, fysisk store krav til alsidighed og fremfor alt et krævende teknisk spil.
 
Så det er mig ubegribeligt, at så mange ikke kan se det logiske i, at børn med en lille hånd har vanskeligt ved, at holde fast om en relativ stor hårdtpumpet læderbold. Tænk hvis du som voksen skulle spille håndbold med en fodbold – uden harpiks eller handsker. 
Sådan er det for mindst 80 % af børnehåndboldspillerne i Danmark i hvert fald op til og med U10-rækken. Mange spillere i U12 og U14 rækken har fået en meget bedre håndboldoplevelse ved at spille med en mindre bold, efter man indenfor det sidste år har mindsket størrelsen på bolden i U12 og U14 – men det er langt fra nok. 

U10 bolden skal også være mindre, enten en micro-bold eller en soft-bold med en lidt ru overflade. 
 
Lær af Harry Potter
På lang sigt udrydder håndbold sin ”egen familie” og basis for sin egen idræt. Bredden forsvinder – kun de stærkeste overlever - og man mister potentielle trænere, ledere, aktive, fans, tilskuere og seere foran tv-skærmene

Håndboldforbundet laver mange gode tiltag i projektet ”Knæk kurven” – men koden er ikke knækket.
 
Lad nu børnene spille med en bold de kan få succesoplevelser med – hvor der bliver lavet masser af mål af mange spillere på begge hold og spillerne får oplevelsen af, at de mestrer dette vanskelige, men fascinerende spil. 

Lær af Harry Potter – det er ikke Harry som vælger sin tryllestav, men tryllestaven som vælger Harry. Sådan burde det også være med håndbolde og børnehåndboldspillere.

På et hold kan der til træning let trænes med forskellige boldtyper og størrelser – selv på liga-niveau bliver det praktiseret, når dameliga træner med U16 elitedrenge.
 
Street bolden – den fantastisk bold
Hvor er det trist, at så enkle ændringer ikke sker på grund af noget, der har lignet en form for magtarrogance hos nogle få ledere, som i bedste fald handler i uvidenhed – eller i værste fald blot er ligeglade, for vi skal nok få vores landsholdsspillere alligevel. Efter bedste Darwinistiske tro på den stærkeste overlever.
 
Lasse Boesen har i samarbejdet med Select udviklet en fantastisk bold – et legeredskab, som alle skoleklasser burde have i deres klasseværelse – street håndbolden.
 
Blød så selv den mindste hånd kan kaste den, vel at mærke med rigtig teknik og ingen er bange for at gribe den, da den ikke gør ondt at gribe. Ligesom den ikke kan dribles med, så du er nød til at aflevere – spille sammen – og dagens moderne håndbold spilles uden driblinger.
Street håndbold er den eneste håndboldversion, som kan spilles i skolen, hvor alle kan være med.
 
Jeg siger ikke at den ene bold er håndboldens redning – men bolden er det vigtigste redskab i den turn-around dansk håndbold håber på – i kombination med dygtige, vidende, uddannede trænere.

Fokus på proces – den enkelte spilles bedste
Hvis ikke trænerene ved hvordan de skal tilrettelægge en god træning og give børnene succesoplevelser, som får dem til at føle de mestre spillet – så er hele indsatsen intet værd.

Værst er det at tilsyneladende er der forsvindende få klubber, som har disse street håndbolde, soft-bolde, micro-bolde, for slet ikke at tale om trænere som bruger dem i deres træning.  ”De skal jo spille kamp med den anden bold!”
 
Forældrene ved heller ikke bedre. De køber den bold de ser børnene spille med til kamp, men her burde man også fra forbundets side sætte ind med en kampagne – find bolden som passer til dig. En oplagt julegave kampagne, med et billede af en hånd, hvor man kan måle størrelsen af barnets hånd og vælge bold derefter.
 
Så se for h….. at få skiftet de bolde ud og ændre på reglerne for hvilken type bold der skal spilles med.

Hvis I ikke mener det er godt for de allerbedst U10-spillere, så lav ændringen i B til D-rækken og lad A-rækken spille med den større hårde minibold.

Let at ændre - hvis man vil
De ledere som ikke endnu har forstået, hvad dette går ud på, kan jo bare gå ud og se en U10-kamp og eksperimentere med de 3 boldtyper, som findes på markedet. 

Lade holdene spille 3 halvlege a 15 minutter og se hvor stor forskel der er i spilkvaliteten – hvor mange flere som lykkes med de blødere bolde – hvordan samspillet blomstre. Man har lavet gode ændringer i U12 og U14 – men få nu U10 med.
 
Et andet forslag kan være at man vedtager at U10-kampene bliver spillet over 3 halvlege på 15 minutter – startende med street håndbolden i 1.halvleg, 2. halvleg med soft bolden og 3. halvleg med læderbolden. 

Så er der progressivitet i boldens sværhedsgrad og selv de svageste spillere ville i 3.halvleg spille bedre med læderbolden, end hvis de havde spillet hele kampen udelukkende med læderbolden. Da de så har brugt rigtig teknik fra starten af kampen.
 
Hvor er det let at ændre – hvis de folk, som har magten – også har viden eller lytter til dem som har viden.

  
Hun har virkelig gjort en forskel
En af de personer som virkelig har gjort en forskel i børnehåndbolden igennem flere årtier både lokalt i Vorup FB, Kreds 4, men også i hele Jylland, er Inge Rønne (billedet). 

Hun har i over 40 år trænet tusindvis af børn i Vorup FB, arbejdet utrætteligt i diverse udvalg og kæmpet børnenes sag i håndboldforbundet. Ikke mindst i spørgsmålet om at få de alleryngste spillere til at spille med bolde, som passer til deres hænder. 

At denne fantastiske leder, som uegennyttigt har stillet op for ikke kun sine egen klubs spillere, men for håndbolden generelt og om nogen gør en forskel ikke blev udvalgt, som en af de 20 kandidater til Nordeas ”Gør-det-muligt pris 2014” er mig en gåde.  Uden der skal skrives noget dårligt om de andre kandidater.
Det er dejligt stadig at kunne undres over ting, som synes så logiske, men en smule frustrerende…
 
Morten Arvidsson
Elitechef, Randers Kommune