Uge 9

Forklædt som voksen

Ugens Blog. Søndag den 3. marts 2013.

Med største respekt er en international 7. plads normalt ikke noget, der får mig helt op af stolen, men det gjorde det altså i weekenden, da Mads Würtz Schmidt trampede sig til succes i det hollandske forårsløb Ster van Zwolle.

En efter min mening både overraskende - og dermed også imponerende indsats - af Randers drengen, der blot kørte sit andet UCI løb som seniorrytter.

Et resultat, der siger alt om, hvor hurtigt stortalentet har tilpasse sig livet som voksen på de europæiske landeveje.

Gennem mange år har jeg har haft den store fornøjelse at følge cykelsporten på tætteste hold. Som journalist på Berlingske Tidende var jeg med til at dække hele den danske optur i 1990erne. Den såkaldte gyldne generation
Mads
Tour de France, forårsklassikere, VM med mere. Jeg var også med, da doping tsunamien ramte feltet. Festina skandalen, Marco Pantanis fald i Giro d´Italia 1999 og for den sags skyld Michael Rasmussens deroute i 2007.

Men trod alt dårligdom er jeg fortsat håbløst forelsket i sporten, der på mirakuløs vis har overlevet alle skandaler og som - imod alle odds - fortsætter med at fascinerer fans over hele verden.

Og netop her føler jeg, at Mads er en vigtig brik. Han er den sympatiske, hårdt arbejdende mand med de store ambitioner. Jeg bryder mig ikke om ordet rollemodel, så tillad mig at kalde ham et forbillede.

Forårsløbene er kult
Man skal have været til de tidlige forårsløb i Belgien og Holland for at forstå, hvor stort det hele er. Alene det, at de i Holland kalder Ster van Zwolle, der vel ikke umiddelbart får en dansk cykelentusiast til spontant at juble af begejstring, en åbningsklassiker - altså et løb, der lægger op til de store klassiske løb - siger alt.

Jeg vil altid huske, da jeg første gang dækkede Het Volk - åbningsklassikeren over dem alle - midt i 90erne. Da fotografen og jeg kørte ind på den første tankstation i Holland fik vi et mindre kulturchok. Stort set samtlige aviser udkom nemlig med et 12 siders tillæg om den kommende sæson.

Det samme var tilfældet, da vi krydsede den belgiske grænse. Som en erfaren belgisk kollega fortalte mig: "Vinder du eksempelvis Flandern Rundt er det større, end hvis Belgien bliver verdensmester i fodbold."

Sådan er det på de kanter og derfor er det i min optik særdeles stort, at Schmidt fra Randers markerede sig. Ikke kun med 7. pladsen, men også ved at være iværksætteren til det udbrud, der afgjorde løbet.

Takket være Schmidts indsats blev hans hold - den danske talentfabrik Team CULT - også årets første danske kontinentalhold til at køre UCI-point ind i år, hvilket satte Danmark på tavlen i Europa Touren.

Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at Schmidt bliver en af de helt store. Han lagde ud med at blive verdensmester i enkeltstart hos juniorerne. I fjor vandt han de unge mænds udgave af brostensklassikere Paris-Roubaix og - ikke at forglemme - Fredsløbet.

I weekenden dukkede han op forklædt som voksen.

Ikke et ord om fodbold og håndbold i denne blog. Jeg henviser til Sidste Nyt som bliver opdateret efter Randers FCs kamp i Brøndby.
Harvy 
Harvy Hansen
PR- og kommunikation
Randers Talent & Elite